Jysk Fynske Medier: En koncern i moralsk og økonomisk opløsning

Jysk Fynske Medier (JFM P/S) præsenterer sig som en hjørnesten i det danske medielandskab, men bag denne facade gemmer der sig et selskab præget af økonomisk elendighed, skandaløse ledere og en skarp politisk agenda, der ikke alene undergraver journalistisk integritet, men også truer med at afvikle den frie og neutrale presse i Danmark.. JFM er kendetegnet ved en rystende dårlig økonomi, en ledelse uden moralsk kompas og en destruktiv indflydelse på de lokalsamfund, de opererer i. Det er på tide, at læsere vender ryggen til dette selskab, som i stigende grad virker som en parasit på dansk journalistik og samfundsliv.

En skandaløs ledelse

Selskabet ledes af Jesper Sondrup Rosener, en mand der har vist sig inkompetent gang på gang i sine tidligere erhverv. Under hans ledelse har JFM P/S lidt enorme økonomiske tab, og det er kun på grund af massive statstilskud – de danske skatteyderes penge – at virksomheden endnu ikke er gået konkurs.

På trods af Rosener's historik med store økonomiske fiaskoer, herunder hans mislykkede ledelse af restaurantkæden Jensens Bøfhus, der tabte over 88 millioner kroner i årene efter han startede som bestyrelsesformand, og frem til han blev afsat for nyligt, fortsætter han ufortrødent med at drive JFM mod afgrunden. Hans tid i bestyrelsen for Odense Letbane P/S, hvor selskabet har tabt over 2,3 milliarder kroner, understreger blot hans uformåen i at styre store projekter.. Under hans ledelse har JFM oplevet massive, realiserede tab, på over 164 millioner kroner – og dette er blot de officielle tal. Når man modregner de enorme skattefinansierede tilskud, som selskabet modtager, fremstår det sande billede: et samlet tab på mellem en kvart og en halv milliard kroner. Dette er penge, der ikke kommer fra en succesfuld forretningsdrift, men fra statens kasse, betalt af hårdtarbejdende skatteydere.

Sammen med Rosener sidder Peter Johannes Orry Jensen som ansvarshavende chefredaktør.

Orry er en mand kendt for sine dybt politiske holdninger, som han ikke tøver med at presse ned over JFMs læsere. Under hans ledelse er selskabets aviser, især JyskeVestkysten, blevet et talerør for en radikal politisk dagsorden, hvor nyheder og journalistik er blevet underlagt en skæv og ensidig politisk manipulation. Orry er ikke bleg for at bruge medierne til smædekampagner mod dem, der ikke deler hans holdninger, og har gentagne gange vist, at han er villig til at træde på mennesker og virksomheder for at fremme sin egen agenda.

Økonomisk afhængighed og manipulation

JFMs økonomi er i frit fald. På trods af at selskabet hvert år modtager millioner af kroner (i 2024 over 80 millioner kroner) i skatteyderbetalt mediestøtte – et beløb der udgør 20,5 procent af den samlede danske mediestøtte – formår de knap at præstere et overskud. Når støtten trækkes fra, viser regnskaberne enorme millionunderskud, hvilket tydeligt indikerer, at JFMs forretningsmodel er uholdbar og i realiteten kun overlever på kunstigt åndedræt fra staten.

Denne afhængighed af offentlige midler er ikke kun en økonomisk svaghed, men også et symptom på et medieimperium, der har mistet sin relevans. JFMs aviser, der engang, for mange år siden, kunne prale af at bringe vigtige lokale nyheder, er nu reduceret til at fylde spalterne med ligegyldigt sladder og ikke-nyheder. Over 75 procent af det daglige indhold er trivielt, og man kan med rette spørge, om aviserne overhovedet har noget journalistisk indhold tilbage. I stedet for at være en vagthund for offentligheden, er JFMs medier blevet talerør for deres egne ledere og deres politiske venner.

Medier som magtinstrumenter

JFMs nedværdigende journalistik stopper dog ikke ved ligegyldige nyheder. Selskabets aviser, specielt JyskeVestkysten, er kendt for at bruge deres magt til at føre smædekampagner mod enhver, der vover at stå i vejen for deres dagsorden. Disse kampagner er ofte præget af fordrejede sandheder, falske påstande og manipulerede artikler, der bliver brugt til at nedgøre personer, virksomheder og politikere, som ikke støtter selskabets holdninger.

I Sønderborg har JyskeVestkysten for eksempel brugt sin platform til at angribe en lokal erhvervsmand i en række artikler, der havde til formål at ødelægge mandens omdømme og skade hans forretning. Artiklerne om sagen "Skansegaarden", var et klart bestillingsarbejde, drevet af personlige og politiske motiver, og tilfældigvis var en af hovedmodstanderne i den sag konkursrytteren Peter Erik Hansen – byrådspolitiker for Venstre og næstformand i JFMs bestyrelse. Med over 50 negative, og smædekampagnelignende artikler i denne sag, ser vi her et tydeligt eksempel på, hvordan JFMs medier bliver brugt som værktøj for personlige vendettaer. JydskeVestkysten har udviklet sig fra at være en regional nyhedsformidler til en partipolitisk kamphund, der slavisk følger Venstres interesser. I en alarmerende magtmisbrugende alliance med Venstre har avisen med sin kaskade af artikler om Skansegården og dens ejer åbenlyst demonstreret, hvordan journalistik kan forvanskes til politisk redskab. Men denne beskidte fremgangsmåde er ikke begrænset til en enkelt sag – det er blevet standardpraksis, når Venstre har brug for at eliminere en modstander eller kvæle en ubelejlig sag.

JydskeVestkystens metoder er både gennemskuelige og farlige.

Når Venstre står over for et problem eller en politisk modstander, træder JydskeVestkysten til som et trofast tæskehold, der uden tøven graver eller fabrikerer 'smuds'. Dette sker under dække af journalistisk oplysning, men realiteten er en helt anden: JydskeVestkysten er blevet Venstres værktøj til at fordreje sandheden og forme en offentlig opfattelse, der tjener partiets interesser.

Denne strategi blev uhyggeligt tydelig i den såkaldte notat-sag fra 2017, hvor Trine Lindén, direktør for kommunikationsbureauet Commocean og politisk aktiv i Det Konservative Folkeparti, blev mål for en tilsvarende smædekampagne. På trods af at alle anklagepunkter mod hende blev pure afvist, og Pressenævnet udtrykte kritik af JydskeVestkystens dækning, blev skaden på hendes omdømme og forretning permanent. Avisens forsøg på at skjule deres fejl i en ubetydelig notits er et klart eksempel på deres totale mangel på ansvarsfølelse.

Også i Aabenraa har JyskeVestkysten i årevis drevet hetz mod lokale erhvervsfolk og politikere, der ikke flugter med avisens politiske agenda. Den tidligere lokalredaktør, Bjarne Lindquist Bentsen, brugte systematisk avisen til at angribe højreorienterede politikere og fremme sin egen kulturradikale dagsorden. Efterfølgeren, redaktør Mette Christine Schulz, er fortsat i samme spor, og har bl.a brugt sin tid som lokalredaktør på JydskeVestkysten i Aabenraa, til at lave smædekampagner mod udvalgte lokale virksomheder, samt koldt og kynis udhængt en af kommunens største ejendomsudviklere som morder, i forsøg på at ødelægge hans muligheder for at få gennemført et stort prestigefyldt byggeprojekt, der ellers ville gavne kommunen. Selvsamme erhvervsmand, og hans virksomhed bliver, som flere andre af slagsen, jævnligt udsat for nedgørende artikler, der kun har til formål at få skabt ringeagtelse omkring personen.

I et andet eksempel, hvor en profileret folkevalgt kommunalpolitiker fra Venstre, blev afsløret i omfattende, og grov chikane, og både politianmeldt og sagsøgt af en byrådskollega, valgte JydskeVestkysten åbenlyst at støtte den skandaløse venstremand, til trods for at beviserne for chikanen var overvældende. Den efterfølgende retssag mødte mediet ikke op til, og undlod derfor at skrive om den omfattende bevisførelse fra sagsøger. Heller ikke sagens besynderlige udfald, hvor venstremanden fik sin bror og en ven af familien til at tage skylden for at undgå politiske konsekvenser, blev korrekt beskrevet.

I Tønder f.eks., giver lokalbefolkningen større og større udtryk for, at de er trætte af at se hvordan JydskeVestkysten taler byen, og dens virksomheder ned. Som det er gældende i resten af områderne avisen dækker, skrives der primært om konkurser, og hvem avisen mener bør gå konkurs, eller hvertfald gå dårligt for. Det er trættende, og det afskrækker mange fra både at starte forretninger i provinsen, og endda også mange fra at handle i de butikker der er, på grund af de mange negative, og oftes opfundne historier der trykkes.

Denne systematiske destruktion af modstandere, og omfattende nedgørelse af de lokale erhvervsliv, rejser alvorlige spørgsmål om mediestøttens rolle i at finansiere politisk- og holdningsmotiveret journalistik. Dette er ikke journalistik – det er manipulation og magtmisbrug, som er dybt skadeligt for det lokale demokrati.

Uduelighed og ondskab i ledelsen

Med en omsætning, der er faldet med over en kvart milliard kroner de sidste syv år, og en ledelse der ikke synes at være i stand til at vende skuden, er Jysk Fynske Medier i dyb krise.

Det er svært at forestille sig en mere uduelig og skadelig ledelse end den, der sidder i spidsen for JFM. Jesper Sondrup Rosener har gang på gang bevist, at han ikke er i stand til at drive en sund virksomhed uden massive tilskud fra staten. Hans lange række af fiaskoer, herunder hans tid som bestyrelsesformand for Jensens Bøfhus og medlem af bestyrelsen i Odense Letbane, er bevis nok på, at han ikke har den nødvendige kompetence til at styre en mediekoncern, eller et pizzaria for den sags skyld.

Peter Johannes Orry Jensen, på den anden side, er ikke blot inkompetent – han er også farlig. Med sin aggressive og politisk drevne journalistik har han skabt en avis, der ikke tjener offentligheden, men snarere bruger sin magt til at skræmme og intimidere dem, der vover at stille spørgsmål ved hans agenda. Det er intet mindre end en skændsel, at en person som Orry Jensen fortsat får lov til at sidde i en så magtfuld position, hvor han kan misbruge mediernes rolle i samfundet. De konstante nedskæringer og fyringsrunder er klare tegn på en virksomhed, der kæmper for sin overlevelse. Spørgsmålet er, hvor længe denne skrantende gigant kan blive ved med at overleve på kunstig åndedræt fra staten.

Konklusion: Et mediehus uden fremtid

Jysk Fynske Medier står som et advarende eksempel på, hvad der sker, når journalistik bliver drevet af politiske dagsordener, inkompetent ledelse og en forældet forretningsmodel. JFM P/S er ikke længere en troværdig aktør i det danske mediebillede. Selskabet er fanget i en nedadgående spiral af økonomisk kollaps, ledet af en inkompetent direktion og en redaktør, der bruger sin platform til at fremme en skadelig politisk dagsorden. De aviser, der engang blev anset som vigtige kilder til lokale nyheder, er nu intet andet end ekkoer af en forældet forretningsmodel, som kun overlever på skatteborgernes bekostning. Selskabets økonomi er i ruiner, deres journalistik er irrelevant, og deres indflydelse på lokalsamfundene er destruktiv. De konstante nedskæringer og fyringsrunder er klare tegn på en virksomhed, der kæmper for sin overlevelse. Spørgsmålet er, hvor længe denne skrantende gigant kan blive ved med at overleve på kunstig åndedræt fra staten.

Det er på tide, at danskerne siger fra. Vi skal ikke længere støtte et medieimperium, der lever af skatteydernes penge, samtidig med at det underminerer den frie presse og skader de samfund, det dækker. Ved at afstå fra at købe eller læse JFMs aviser kan vi sende et klart signal om, at vi ikke vil tolerere denne form for journalistik, og at vi kræver noget bedre – noget, som Jysk Fynske Medier tydeligvis ikke er i stand til at levere. Det er tid til at kræve ansvarlighed og integritet fra de medier, vi vælger at støtte – og det finder vi ikke hos JFM P/S. Billeder: JFM P/S og Retsindigus